Jens Backer Mogensen
Kære konfirmandforældre! Middelfart den 13. Februar 2012.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at konfirmationen i Middelfart kirke søndag den 29. april 2012 så småt begynder at nærme sig. Med det melder forskellige praktiske spørgsmål sig.
Konfirmationerne er, som I tidligere har fået meddelt, fastlagt til følgende tidspunkter:
7.B fra Lillebæltskolen og eleverne fra Fænøsund Friskole: Kl. 9.30.
7.A fra Lillebæltskolen: Kl. 11.00.
Der vil til konfirmationen være reserveret et antal pladser, der svarer til en bænk i kirken pr. konfirmand. Dvs. pladser til 6-7 voksne. Den enkelte konfirmand vil så være placeret på en stol udfor den/de bænke, der er reserveret til vedkommende.
Da holdene er ganske store, kl. 9.30 ca. 35 konfirmander og kl. 11.00 ca. 21 konfirmander, er det et større puslespil, at få alle fornuftigt placeret og at overholde tiden, men jeg håber, I er overbærende, og at vi sammen får givet konfirmanderne en så god dag som muligt.
Der vil, ud over de pladser vi reserverer til jer, være en hel del ledige bænke i kirken fortrinsvis i sideskibene, som I er velkomne til at fylde op. Der er i alt godt 400 pladser i kirken. I sideskibene reserveres ikke, så der gælder først til mølle principept.
Vær opmærksom på at parkering på konfirmationsdagen skal ske på havnen.
Da mange andre spørgsmål vil rejse sig, vil jeg gerne invtere konfirmander med forældre til en kort gudstjeneste i Middelfart kirke med efterfølgende orientering om konfirmationen onsdag den 14. marts kl. 19.00.
I forbindelse med konfirmationer ved Middelfart kirke er der tradition for, at konfirmandernes navne offentliggøres i den lokale presse, dvs. Melfarposten. Hvis I ikke ønsker, at dette skal ske, vil jer bede jer om en tilbagemelding om det senest i forbindelse med arrangementet den 14. marts.
Tilsvarende er der tradition for, at en lokal fotograf(Studie 64) tager et gruppebillede af konfirmander og præst i forbindelse med konfirmationen. Ved mødet den 14. marts vil I kunne bestille gruppebilledet. Prisen er ca. 100,- kr. Billedet skal I så afhente hos Studie 64 ca. 14 dage efter konfirmationen.
Lidt om programmet de følgende måneder:
Den 22. marts vil jeg over en formiddag fra 8.00-11.30 tale med konfirmanderne om dødsfald, begravelse og sorg. Vi skal undervejs bl.a. møde en bedemand og se kirkegårdene. Jeg vil selvfølgelig behandle emnet uden dramatik og med stor varsomhed, men kommer på den anden side også tæt på livets mere alvorlige sider. Da jeg ved, at flere af konfirmanderne har oplevet stor sorg, vil jeg gerne orientere jer om, at jeg taler med dem om det.
Den sidste gang før konfirmationen, tirsdagsholdet i uge 17, torsdagsholdet i uge 16, skal vi forberede konfirmationen, finde konfirmationsord og holde generalprøve. Det er vigtigt, at alle er med den dag.
Husk i øvrigt kirkegang, så alle når op på 10 gange gudstjeneste. Har I i øvrigt spørgsmål, må I selvfølgelig gerne kontakte mig på enten e-mail eller telefon.
Med venlig hilsen
Jens Backer Mogensen
Kære konfirmander og konfirmandforældre.
Nu begynder tiden for konfirmandforberedelsen at nærme sig. Mange af jer har sikkert allerede spekuleret over datoer, indskrivning osv. I får derfor denne lille hilsen med de vigtigste informationer.
Vi begynder søndag den 28. august kl.10.30, hvor alle forældre og konfirmander inviteres til gudstjeneste i Middelfart kirke med et efterfølgende kort forældremøde.
Derefter begynder den egentlige konfirmandforberedelse i uge 35 den 30. august for 7B fra Lillebæltskolen og for eleverne fra Fænøsund friskole, og den 1. september for 7A fra Lillebæltskolen. Begge dage kl. 8.00 i kirken.
Pga Lillebæltsskolens undervisning i 60 minutters moduler er den faste undervisningstid fra 8.00 til 9.00 uden frikvarter, hvorefter man skal møde på skolen. Derudover vil der i løbet af året efter aftale med skolerne blive arrangeret særlige undervisningsformiddage, hvor konfirmanderne er samlet om et emne fra 8.00 til ca.12.00.
Konfirmanderne har mødepligt til undervisningen og skal også i årets løb til gudstjeneste 10 gange, det må I gerne hjælpe dem med undervejs, så alle når de obligatoriske 10 gudstjenester.
Den 13. september (Lillebælt 7B og Fænøsund Friskole) og 15.september (Lillebælt 7A) afvikler vi, efter aftale med skolerne, et heldagsarrangement for konfirmanderne, hvor de skal møde i kirken kl. 8.00 og bl.a. på en vandring Hindsgavlhalvøen rundt. Arrangementet forventes afsluttet ca. kl. 19.00, det endelige program er dog ikke helt på plads endnu. Jeg får på den måde mulighed for at lære jeres barn lidt bedre at kende fra start af.
Indskrivning til konfirmationsforløbet vil ske i de første timer. Konfirmanden skal medbringe sit cpr. nummer. Hvis barnet har adresse- og navnebeskyttelse vil jeg gerne vide det, på samme måde hvis navnet ikke må oplyses i Melfarposten i ugen op til konfirmationen.
Hvis konfirmanden ikke er døbt, skal vi desuden have aftalt nærmere om dåb.
Selve konfirmationen finder sted 3. søndag efter påske, den 29. april 2012 i Middelfart kirke.
7. B Lillebæltsskolen og Fænøsund friskole konfirmeres kl. 9.30.
7. A. Lillebæltsskolen konfirmeres kl. 11.00.
Øvrige informationer får I undervejs, men er der noget, I er i tvivl om, kan I kontakte mig på telefon 64 41 53 22 eller på e-mail JBMO@km.dk.
Jeg glæder mig til at lære konfirmanderne bedre at kende.
Med venlig hilsen
Jens Backer Mogensen