Begravelse/Bisættelse

Der er en del praktiske ting at ordne for pårørende i dagene efter et dødsfald. De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske.

Bedemanden kontakter Middelfart kirke og aftaler tidspunkt for begravelse/bisættelse. Præsten, der skal forestå begravelsen/bisættelsen, kontakter de pårørende og aftaler et tidspunkt for en samtale.

Det er også muligt selv at stå for begravelsen/bisættelsen. På Kirkeministeriets hjemmeside kan du se, hvordan.

Ønsker I at pynte op i kirken, aftales det med kirketjeneren, som kan kontaktes på tlf. 64 41 33 36 (tryk 2). 

Lys
Lysene skal være hvide kronelys af ren stearin – de findes f.eks. i mærkerne Windsor og Asp Holmblad. Diameteren er ca. 2,3 cm og længden 20 cm. Der skal bruges 40 stk. Aflever dem senest dagen før begravelsen/bisættelsen (inden kl. 15), mærket med navn, dato og tidspunkt for begravelsen/bisættelsen.

 

Blomster
I stedet for lys, kan der pyntes med blomster. Buketter til bænkerækkerne skal være maks. 2 cm i diameter, inkl. binding. Vasens dybde er 6 cm. og bukettens længde må maks. være 20 cm høje. Der skal bruges 52 buketter. Hvis der vælges skiftevis lys og blomster, skal der bruges 26 buketter.